Magt, begær og musikalsk mesterskab: Monteverdis sidste opera på Det Kongelige Teater.
Efter succesen med L’Orfeo i 2023 er Concerto Copenhagen og Det Kongelige Teater klar med endnu et hovedværk af Claudio Monteverdi: L’incoronazione di Poppea – Poppeas Kroning – i en opsætning med Concerto Copenhagen og Lars Ulrik Mortensen i spidsen.
Et psykologisk drama – hvor musik og magt smelter sammen
Hvor L’Orfeo med sit mytologiske univers regnes som selve fødslen af operaen som genre, er Poppeas Kroning det første værk, der skildrer historiske personer, fremfor mytologiske figurer og guder. Det er ikke længere morale og heltegerninger, der sejrer, men derimod handler det om menneskelighedens umoralske handlinger, ambitioner og begær. Med udgangspunkt i historien om kejser Nero og hans elskerinde Poppea, udfolder Monteverdi et psykologisk drama, hvor musik og magt smelter sammen i en af barokkens mest radikale og vedkommende operaer.
Monteverdi skrev værket som sin sidste opera i 1643, i en tid hvor operaen havde bevæget sig ud af hofferne og ind i de nyåbnede, offentlige operahuse i Venedig. Konkurrencen om publikums gunst var hård, og operaens form udviklede sig hastigt. Poppeas Kroning blev Monteverdis svar: et værk, der i både musik og dramatik viser hans overlegne greb om timing, karaktertegning og følelsesmæssig dybde.
Ikke to opsætninger er helt ens
Musikalsk bevæger operaen sig væk fra de stramme skel mellem recitativer og arier, mod en mere levende, dramatisk flydende form. Monteverdi lader karaktererne ånde gennem musikken; fra de forførende linjer hos Nero og Poppea til de skarptskårne udbrud hos den forstødte Ottavia, indrammet af en rig og farverig instrumentering, hvor barokorkestret ikke blot akkompagnerer, men aktivt iscenesætter dramaet.
Poppeas Kroning er et værk uden en entydig node-udgave. Det er bevaret to meget forskellige manuskripter, og enhver opførelse kræver kunstneriske valg: hvilke scener der inkluderes eller udelades, hvilken musik der spilles, hvordan instrumentation udformes, og hvilken dramatisk vægt de enkelte figurer får. Ikke to opsætninger er ens. Alligevel, og måske netop derfor, er Poppeas Kroning et værk med slående moderne resonans: et drama uden helte, hvor kærlighed, ambition og kynisme driver handlingen, og hvor Monteverdi med en mesters musikalsk finesse blotlægger både skønheden og brutaliteten i menneskelige relationer.