Judith-Maria Blomsterberg

Hej, mit navn er Judith-Maria Blomsterberg (tidl. Olofsson, tidl. Becker – det er en lang historie og bestemt ikke sådan, som du nok forventer). Jeg bor i Sverige, og jeg har spillet cello i nu 30 år. Begyndte, da jeg var 7, og der ser stadig ud til at være meget at lære og opdage. Hvorfor jeg begyndte at spille cello? Min mor plejer at fortælle historien om, at en af hendes veninder var cellolærer, og hun så en dag på mine hænder og proklamerede, at de var store nok til at lære at spille instrumentet, og at jeg bare skulle komme i sving.

Jeg tror, det kunne have været et hvilket som helst andet instrument, for mig er det vigtigste, at man kan spille musik og skabe en relation til andre mennesker derigennem, så havde jeg spillet trommer i stedet, havde jeg sikkert også fundet mig selv godt tilpas med det. Men jeg tror, jeg var ret heldig, fordi celloen jo giver muligheden for at lægge baslinjen og dermed understøtte melodiinstrumentet og få det til at synge og brillere. Og folk elsker altid lyden af det instrument, som taler direkte til dem. Måske fordi instrumentet kan opfattes som en slags direkte oversættelse af menneskets stemme: Cello som menneskehedens stemme; violin som himlens stemme?

Først studerede jeg den såkaldte moderne cello i Lübeck/Tyskland og fik en stilling på Hamburger Staatsoper, men besluttede mig for at gå ud og søge efter flere måder at lave musik på med færre mennesker og med flere muligheder for at kommunikere direkte med mine medmusikere og ikke gennem en dirigent. Det er krævende, men det er intet mindre end en ren fryd. Alligevel vil det altid være noget særligt for mig at spille opera og formidle menneskets udtryk, og opera vil altid være fascinerende for mig i sin måde at skabe et helt univers, et helt liv på en aften. For mig er det musik i en nøddeskal.

Siden jeg begyndte at spille barokcello var det min drøm at spille med Concerto Copenhagen. Alt, hvad jeg hørte om ensemblet, og alle de mennesker, der spiller der, og som jeg mødte, gav mig lysten til at prøve det. Og da drømmen gik i opfyldelse, skete der en forbindelse mellem den musik, jeg altid har kunnet lide at spille – opera og oratorier, kantater, stort orkesterspil, - men også kammermusikprojekter, hvor der fokuseres på en solist og at give denne muligheden for at fremhæve og udtrykke sine kvaliteter.


Foto: Reinhard Wilting