Skip links

Byvandring: I Weyses Fodspor

Byvandring i København med musikforsker Jens Hesselager i samarbejde med Concerto Copenhagen, Det Kongelige Danske Musikkonservatorium og Golden Days i anledning af Weyse Festival 2024. 

”Ergo behøver vist ej at rejse….
Votre trés humble
C.E.F. Weyse”

Komponisten C.E.F. Weyse er kendt for sine skønne melodier til bl.a. I østen stiger solen op og Julen har bragt velsignet bud.
Han er også kendt for sin notoriske uvilje imod at rejse, og ganske rigtigt forlod han aldrig Danmark, efter han kom til København som 15-årig. Så udover nogle faste rejsemål til Roskilde og Vallø foregik hans rejser til fods rundt i det gamle København.

Som optakt til Concerto Copenhagens store Weysefejring i koncertsalen den 29. september, inviterer vi på en byvandring med Weyse-specialisten Jens Hesselager, som fører os i Weyses fodspor rundt i de Københavnske gader.
Vi skal se hvor den berømte komponist og organist boede og arbejdede. Vi skal høre om Weyses opture og nedture både privat og professionelt, og danne os et generelt indtryk at det københavnske kulturliv i starten af 1800-tallet.

Jens Hesselager udgiver i anledning af Weyses 250-års fødselsdag en biografi om komponisten. Den 7.september vil han være vores guide på byvandringen, hvor vi naturligvis skal synge et par af Weyses sange, og hvor der både vil være musikalske og gastronomiske snacks undervejs.

Byvandringen arrangeres i samarbejde med GOLDEN DAYS.
7. september kl. 10.30-13.00 (kom i god tid)
Kyssetrappen
Sankt Annæ Pl. 31,
1250 København

Billetpris 240 kr.
inkl. let frokost, musikindslag og fællessang