Peter Spissky

Koncertmester

Jeg er i født i Bratislava, Slovakiet, i 1966. Jeg flyttede til Sverige for at studere i Malmö kun få dage efter Tjekkoslovakiet vandt sin frihed tilbage i den berømte ”Fløjsrevolution”. Nu bor jeg på Frederiksberg sammen med min kone Pernille Ebert og vores søn Julius.

Jeg begyndte at spille violin, da jeg var seks år gammel, faktisk ved et uheld! Lige efter en god audition på den lokale musikskole, skulle læreren bare tjekke, om alle mine papirer var udfyldt rigtigt. Da han kom til mit valg af instrument, formede han næsten lydløst ’klaver…’ med sine læber. Pludseligt eksploderede noget inde i mig: ’Nej, jeg vil spille violin!’, sagde jeg, og modtog to reaktioner på det. Først lærerens nysgerrige blik, dernæst min mors skrækslagne blik ved siden af mig (mine forældre havde lige købt et klaver til mig). Da jeg insisterede, som kun en 6-årig kan gøre det, gav min mor sig til sidst. Og sådan begyndte mit musikalske eventyr…

Hvorfor jeg besluttede at spille barokviolin er nok forbundet med samme slags stædighed senere i mit liv. Selv om jeg var rigtigt god til at studere moderne og spille violin (konkurrencer, koncerter, stipendier), så savnede jeg noget i den traditionelle violinskole. Måske forklarer den næste anekdote baggrunden for, hvorfor jeg spiller med Concerto Copenhagen… En violinists tilblivelse: LYD BEVÆGELSE ORD. I begyndelse var… LYD. Det var i hvert fald det, man fortalte mig som seks-årig violinelev. Og selvfølgelig, som disciplineret og lydig elev, satte jeg derfor lighedstegn mellem LYD og MUSIK. Gennem nogle år kom LYDEN mere og mere effektivt ud af min violin, og sådan som min LÆRER gerne ville have det. Mange aftener, derhjemme, når jeg (endelig) var færdig med den ”seriøse” del af min øvning, kom min bror ind med sin harmonika, min far satte sig til klaveret eller fandt en guitar (hvor de øverste strenge tit manglede), og inden længe satte min mor sig til os og sang.

DERFOR elskede jeg violinen!

Det her var min belønning for at spille trættende etuder og skalaer! Folkedanse og –sange fyldte rummet. Velkendte rytmer sneg sig ind i min krop, og jeg tog violinlyden – som lige inden havde føltes lidt fremmed for mig - helt ind, som var den min dansepartner, og det var sådan, jeg fandt BEVÆGELSEN. Min mors tidløse sange, der altid klingede for mit indre øre, guidede min bue, som om den svømmede på bølgerne af hendes stemme, kunne mundaflæse hendes ord og havde indprentet sig disses former og accentueringer – og sådan fandt jeg ORDET.

Jeg troede på, at mit dobbeltliv – hvor jeg nød de hemmelige glæder ved folkemusikken derhjemme, kun knapt overlevede de trættende undervisningstimer og øvede ”det rigtige” – ville blive min skæbne. Men en dag, helt uden advarsel og midt i en undervisningstime, i et uopmærksomt øjeblik, skete det mest forfærdelige: ORD og BEVÆGELSE eksploderede ud af min violin midt i en etude! Chokeret forsøgte jeg at undskylde: ’Undskyld, lærer…’ og HVAD? Hvad var DET?! og skrækslagent ’bare…en fejl…undskyld’. Læreren svarede, ikke særlig vredt: ’Gør det igen!’ Jeg svarede: ’Hvad behager…?’ Smilede han til mig? Og så sagde han: ’Fantastisk! Gør det igen, præcis SÅDAN!’ Og sådan begyndte noget nyt for mig: ORD og BEVÆGELSE.

At vokse op i Tjekkoslovakiet i 1980’erne til lyden af violinspil, var den første i en række af vigtige frigørelser: nogle musikalske grænser skulle blødes op, og en anden mur var ved at falde.

Læs mere på spissky.dk


Foto: Reinhard Wilting