Per Bengtsson

Jeg er født i Sverige i 1975 i en ganske lille by som heder Falkenberg. Ligesom flere andre i min skoleklasse begyndte jeg at spille blokfløjte, da jeg var 8 år gammel. På en eller anden måde må jeg have haft lidt talent for det, for jeg fik ret hurtigt enelektioner udover gruppelektionerne med mine klasse kammerater. Da min mor fyldte 40 år (og jeg var 13 år gammel) fejrede vi det med en tur til Göteborg, hvor vi hørte Bortførelsen fra Seraillet af Mozart. Det var første gang jeg hørte oben live. Jeg blev dybt fascineret og ville med det samme begynde at spille selv. Men, som sagt, Falkenberg er en lille by og der var ikke mange oboister. Det viste sig dog at rektor på min musikskole havde spillet obo en gang, og han blev min lærer. Musikskolen købte to oboer, en til mig og en til min lærer (han havde ikke gemt sit gamle instrument) og vi begyndte at spille lidt obo sammen.

Efter grundskolen i Falkenberg startede jeg på musikgymnasium i Göteborg, her fik jeg dannet fundamentet for mit obospil af en fantastisk lærer, der hedder Sture Carlund. Det var også ham som først gang fortalte mig om barokoboen – og at man gennem tiderne har musiceret på forskellige måder. På musikhøjskolen i Göteborg studerede jeg moderne obo, men jeg længtes efter barokoben, og på mit andet år på musikhøjskolen lånte jeg en barokobo og begyndte selv at spille ved siden af mine studier på moderne obo. Jeg hang ud med en cembalist som hedder Göran Karlsson, og han lærte mig enormt meget om barokmusik. Senere mødte jeg mødte jeg Lars Henriksson (spiller obo i Concerto Copenhagen) som lærte mig endnu mere om barokoboen.

Jeg fik et to-årigt musikstipendium på Kungliga Musikaliska Akademi og det gav mulighed for studierejser og møder med barokoboister bl.a. Randall Cook, Frank de Bruine og Alfredo Bernardini. Nu koncentrerer jeg mig om udelukkende at spille på den historiske obo. Foruden Concerto Copenhagen arbejder jeg meget i Danmark i forskellige ensembler. Jeg spiller regelmæssigt på Drottningholms Slottsteater i Stockholm og med jævne mellemrum gæsteoptræder jeg smmen med i europæiske ensembler: Leipzig Barockorchester, La Risonanza m.fl. Det er altid enormt inspirerende at rejse og møde nye musikere og lære endnu mere om barokoben.


Foto: Reinhard Wilting