Mime Yamahiro-Brinkmann

Hvis der findes et ord som “celloorm”, så går jeg under den betegnelse. Jeg elsker at bruge tid sammen med min cello og som konsekvens af dette blev jeg én gang - heldigvis ikke flere gange – smidt ud af en lejlighed, det har gjort at mindst tre kolleger ikke vil bo på hotelværelser ved siden af mit, når vi er på turné, og mine forældre lider stadig af hallucinatoriske høreforstyrrelser, hvor de hører dybe brummelyde fra mit barndomsværelse, selv om jeg flyttede hjemmefra for 25 år siden.

Selv om jeg voksede op i en lillebitte landsby mere end 1000 kilometer fra Tokyo, så var mit barndomshjem fuld af musik. Min mor, landsbyens pianist og klaverlærinde inviterede tit musikere til at komme og spille kammermusik, sangere, der sang deres operaarier – og, åh gud, hendes elever “spillede” dagen lang. Selv begyndte jeg at spille klaver, da jeg var tre år gammel og skiftede senere til mit hovedinstrument, celloen, mit livs kærlighed og lidenskab.

Efter eksamen på Toho gakuen School of Music i Tokyo, fik jeg et generøst, hollandsk stipendium til konservatoriet i Haag. Det var en fantastisk og frugtbar tid. Jeg uddannede mig til solist på det Kongelige Konservatorium i Haag, vandt adskillige priser i internationale konkurrencer, og mest af alt fandt jeg værdifulde og vidunderlige venner. Jeg har været så heldig at optræde med mange fremragende “bands” som La Petite Bande (Belgien), Bach Collegium Japan, Barokksolistene (Norge), Tafelmusik Baroque Orchestra (Canada), Seattle Baroque, Apollo's Fire-Cleveland Baroque orchestra (USA), Drottningholms Slottsteater og Barockensemble (Sweden) og Concerto Copenhagen.

I 2002 spillede jeg for første gang med Concerto Copenhagen, da jeg var ved at flytte fra Holland til Skandinavien. Jeg husker første gang godt. Såvel Lars Ulrik Mortensen og de andre musikere gav mig en varm velkomst fuld af kærlighed, energi og “vanvid” i musikken. Vi skulle spille et program af Vivaldi-stykker – en sand vanvidsfest – og det fik mig til at føle mig ekstremt meget hjemme. Jeg gik fra at være samurai til Viking.

Jeg har en drøm. En dag vil jeg gøre mig fri af celloteknik og udtrykke mig selv frit om alle de smukke ting, jeg har oplevet. Jeg bærer altid rundt med min cello på ryggen, men det føles egentlig, som om det er den, der bestemmer og viser mig verden. Jeg har slet ingen ord for, hvor heftigt et eftermiddagsregnskyl i Sydafrika kan være, og hvor sjovt det er at turnere med Concerto Copenhagen, i en sveddampende bus på vej til Mexicos pyramider. En dag håber jeg, at min cello fortæller jer alle disse historier. Det er min drøm og mit livsværk.


Foto: Reinhard Wilting