Marie Stockmarr Becker

Jeg begyndte at spille violin da jeg var 9 år, men forelskede mig hurtigt i bratschen - dens lidt indadvendte, mørke klang passede mig meget bedre.
Da jeg var 20, besluttede jeg mig for at blive musiker. Jeg tog til Paris, hvor jeg studerede bratsch hos Françoise Gnéri på Conservatoire National de Région de Rueil-Malmaison. Senere rejste jeg til Schweiz, hvor jeg studerede bratsch hos Geneviève Strosser og kammermusik hos Anton Kernjak på Musik-Akademie der Stadt Basel. Jeg valgte tidlig musik som bifag på Schola Cantorum Basiliensis – studerede med David Plantier, og deltog i projekter med bla. Chiara Banchini og Christophe Coin. Det var her jeg for alvor begyndte at interessere mig for tidlig musik.

Jeg har arbejdet som orkestermusiker i både Frankrig, Schweiz, Tyskland og Danmark. Siden min hjemkomst til København, har jeg været aktiv som freelance-musiker. Jeg har været kontraktansat i Danmarks Radio's Symfoniorkester fra 2014 til 2016, samt arbejdet med forskellige barok-ensembler i Danmark, Sverige og Norge. Derudover er jeg leder for bratschgruppen i Basel Sinfonietta – et orkester der er specialiseret i ny musik, og jeg spiller i Ensemble Rost, som dedikerer sig særligt til original-repertoire for violin, bratsch og basso continuo. Sideløbende med disse aktiviteter, har jeg taget en kandidat i tidlig musik på det Kgl. Danske Musikkonservatorium, med Peter Spissky som hovedfagslærer og Ketil Haugsand som kammermusiklærer.

Jeg husker tydeligt den første gang jeg hørte Concerto Copenhagen. Musikken var sprudlende, og udtrykket bar præg af en stærk fælles idé – det fik mig virkelig til at drømme. Jeg elsker at spille med CoCo, fordi koncerterne altid har en fuldkommen unik grad af kommunikation, energi og nærvær.
Læs mere om mine aktiviteter og projekter på: mariestockmarrbecker.com


Foto: Reinhard Wilting