Jane Gower

Jeg blev født i Melbourne, Australien, men har aldrig boet der. I stedet flyttede jeg med mine forældre rundt i Australien og til forskellige steder i USA, hvilket er normalt når ens forældre er ansat ved militæret. Modsat mine forældre, som var fremragende atleter, holdt jeg allerede som barn meget af musik, oven i købet klassisk musik. Da jeg som otteårig dumpede til optagelsesprøven på fløjte til skolens band (jeg kunne ellers få alle tænkelige lyde (støj) ud af fløjten på det tidspunkt), var jeg fuldstændig knust og utrøstelig. I hvert fald en dags tid. Men som forkælet enebarn fik jeg straks min egen fløjte og kunne indenfor 24 timer spille en C-dur skala, med vibrato! De næste år spillede jeg på mange forskellige instrumenter i diverse skolebands og –orkestre, indtil jeg endelig fik tilbudt at spille på skolens nye fagot. Men hvad i alverden var det for et instrument? Jeg så for mig noget i retning af en tuba.

Min første fagot var en sort plastikfagot af mærket Fox. I begyndelsen sagde den mig ikke noget som helst og jeg holdt egentlig ikke særlig meget af den, men det var rart at komme på afstand af fløjternes og klarinetternes skingre toner og i stedet spille på et specielt instrument i det mere rolige tenor/bas-leje. Det var aldrig min mening at blive musiker, tværtimod ville jeg være dyrlæge. Det satsede jeg hårdt på i gymnasiet, hvor jeg læste naturfag og matematik som en gal for at få topkarakterer. Dog var musikken altid med på sidelinjen hvor den skubbede sig ind mellem mine studier, mine heste og mine høns.

Da jeg stod for at starte dyrlægestudiet på universitetet, måtte jeg erkende at musikken var blevet mere og mere vigtig for mig. Den havde fået overtaget. Den kunne ikke kun være en biting. Dyrlægestudiet kunne jeg så altid vende tilbage til, hvis det fejlede med musikken. Var det en fejl at vælge musikken? Hvis ja, så cementerede jeg den yderligere ved at specialisere mig i at spille på den besværlige barokfagot samt mange varianter af historiske fagotter. Det har ført til et liv med konstante udfordringer, endeløse rejser, småt med penge og det har ført mig væk fra Australien og min familie. Til gengæld har det givet mig mange glæder, alle slags venner, ført til fascinerende steder og kulturer og frem for alt har det ført mig til Concerto Copenhagen. Den mest betagende, dynamiske, overstadige, velfungerende og helt igennem berigende ’musikalske’ familie nogen kan ønske sig.


Foto: Reinhard Wilting