Irene Spranger

Jeg har siden 1990 været bosat som fløjtenist og musikpædagog i København. Jeg blev født som den yngste af en søskendeflok på 5 og havde en tryg opvækst i en sydtysk landsby nær Nürnberg. Bedstefar spillede strygekvartet med sine venner, hans kone var en dygtig pianist, og sammen spillede de symfonier og operaer firehændigt på klaver, for at lære dem at kende, inden de gik til koncert. Min far, skolelærer og kantor på stedet, byggede et stort, åbent hus til sin store familie, hvor alle var velkomne. Det blev fyldt med musik, og der blev holdt utallige huskoncerter med familie og venner. Som 13-årig stødte jeg i et gammelt skab på en gammel böhmfløjte af træ, som jeg kastede min kærlighed på, og på de årlige musikstævner i det tidligere Østtyskland høstede jeg senere mine første symfoniorkestererfaringer.

Efter studentereksamen var min plan at starte på en uddannelse som musikterapeut, men til min egen overraskelse så jeg mig selv begynde som tværfløjtestuderende på konservatoriet i Nürnberg – en af en hel række tilfældigheder, der prægede mit liv som vordende musiker! Da min professor insisterede på, at Mozarts fløjtekoncerter kun kunne spilles på én måde - nemlig med stort, gennemgående vibrato - hvis man senerehen ønskede at have en chance ved orkesterprøvespil, skiftede jeg til Peter Thalheimer, hvor der blev undervist i historisk opførelsespraksis, og Harnoncours ’Musik als Klangrede’ blev heftigt diskuteret. Min første renaissancetraversfløjte (og mit yndlingsinstrument den dag i dag!) sætte skub i kærligheden til historiske fløjter, og med Berliner Lautten Compagney turnerede jeg med koncerter og Commedia dell’arte forestillinger gennem Østtyskland.

Efter 3 års studium i Amsterdam og solisteksamen i travers førte skæbnen mig  i 1990 til København, hvor jeg næsten siden den spæde start har spillet i Concerto Copenhagen, først med Concerto Copenhagens første koncermester Andrew Manze som stor og smittende inspirationskilde op til nu, hvor Lars Ulrik ved hvert eneste projekt formår at udvide min musikalske horisont, og jeg er den dag i dag med stor glæde en del af denne gruppe engagerede og fantastiske musikere. Nancy Hadden vil jeg ikke forsømme at nævne som lærer, kollega og stor inspirationskilde! Jeg dyrker også mit fløjtespil i diverse mindre ensembler, og herudover er jeg ikke mindst en engageret musikskolelærer, der prøver at åbne musikkens univers for børn og unge og formidle dem glæden ved at kunne udtrykke sig og udfolde sig på et instrument.


Foto: Reinhard Wilting