Antoine Torunczyk

Jeg er født i et dejligt hus i Sydfrankrig og modtog den første musikundervisning af min bedstemor, som var en meget dygtig klaverpædagog. Jeg var ikke tålmodig nok, så derfor spillede jeg kun klaver og blokfløjte i kort tid, men min bedstemor lærte mig det, som jeg synes er vigtigst at lære i musik: fornøjelsen ved at spille. Vi læste en masse barokmusik på anderledes måder: Bach-kantater, hvor vi spillede arierne på blokfløjte, obo, fløjte eller hvilket instrument, der nu engang var tilgængeligt. Det var virkelig sjovt. Da jeg var 11, besluttede jeg mig for at begynde at spille et "seriøst" instrument (ikke for at træde nogen over tæerne) og vaklede mellem obo og cello. Min bedstemor, der syntes cello var for svært, købte en helt ny obo til mig i julegave. "Beslutningen" var dermed truffet... (og det har jeg aldrig fortrudt).

Jeg begyndte at studere på et konservatorium, og selv om det var svært at lære instrumentet, formåede jeg at gøre det ved hjælp af en meget dygtig musikpædagog, Mireille Lombard, som jeg gerne vil takke her. Nogle år senere døde min bedstemor, og jeg savnede vores Bach-kantate-sessions sammen. Jeg tog nogle få timer i barokobo på konservatoriet i Toulouse hos Claire Michèle, og jeg besluttede, at jeg ville prøve at leve af det (jeg kan stadig huske, hvor frygtindgydende det var at tage den beslutning). Jeg tog til Lyon og studerede hos Michel Henry - som er så venlig at spille med mig i Amsterdam Baroque Orchestra - og derefter tog jeg til Amsterdam for at studere hos min store mester og ven Alfredo Bernardini. Midt i mine studier gik jeg til en koncert med Lars Ulrik Morternsen, der spillede sin egen transcription af Bachs Ciaccona. Det var et af de mest mindeværdige musikalske chock, jeg har fået i mit liv. Så år senere, da jeg fik tilbuddet om at spille med "hans" orkester (jeg ved godt, at Concerto Copenhagen også spiller uden LUM), blev jeg meget begejstret.

Concerto Copenhagen er blevet en del af mit liv, og hver gang jeg spiller med dem, er jeg overrasket over, hvor godt et orkester det er – bare lyt til de mange optagelser! De taler for sig selv. Hver Concerto Copenhagen-koncert er en særlig begivenhed, så giv dig selv en gave og kom til en af koncerterne i f.eks. Garnisons Kirke eller andre steder rundt omkring. Jeg spiller på en barokobo, der bygget efter Stanesby junior af den vidunderlige, katalanske obobygger Pau Orriols i Villanova I la Geltrù. Alfredo Bernadini har bygget min oboe d'amore (efter byggeren Eichentopf) og min klassiske obo (efter Grundman & Floth). Henry Gohin har bygget min oboe da caccia (efter Eichentopf).

I mange år har jeg spillet med min gruppe l'Assemblée des Honnestes Curieux med min gamle ven og vidunderlige violinist Amandine Beyer. Nu har jeg taget initiativ til en ny kammermusikalsk oplevelse med l'Accademia dei Dissonanti. Cembalisten i begge grupper er min elskede kone Chiaopin Kuo, som også er moren til mine to skønne børn, Manon og Simon. Jeg underviser på Conservatoire à Rayonnement Régional de Paris, og jeg er også webmasteren for den pædagogiske hjemmeside The Hautboy Companion, hvor du kan finde meget mere information om mit instrument.


Foto: Reinhard Wilting