Niels W. Gade: Elverskud

DR Koncerthuset, København

Concerto Copenhagen og Lars Ulrik Mortensen kaster sig sammen med DR VokalEnsemblet over den nationalromantiske musik i Gades Elverskud. Det bliver en spændende nyfortolkning af en af de største klassikere fra dansk musik.

Elverskud er et musikalsk nationalklenodie. Det er et af de bedste danske stykker musik fra 1800-tallet. Og det er et hovedværk fra nationalromantikken. De danske komponister brugte gamle folkeviser til at skabe en ny slags klassisk musik. Forrest gik komponisten Niels W. Gade, Danmarks største musiknavn fra 1800-tallet.

Gades store korværk er elsket af både amatører og professionelle sangere. Det bygger på folkevisen om Hr. Oluf, der natten før sit bryllup rider ud i skoven. Han er tiltrukket af den mørke side - både sin egen og den forførende elverpige, og de drifter ender med at koste ham livet.

Elverskud har på enestående vis holdt sig på repertoiret, siden det i 1854 blev spillet for første gang, dirigeret af Niels W. Gade selv. Her i Gades 200-år vil Elverskud blive opført af Concerto Copenhagen og dirigenten Lars Ulrik Mortensen, der har specialiseret sig i at genskabe den oprindelige klangverden, som musikken er skrevet i. Koncerten bliver uden tvivl et højdepunkt i årets fejring af Niels W. Gade.

(Tekst: dr.dk)
Læs mere på DRs webside her...

Program

Niels W. Gade: Elverskud
– – –
Ludwig van Beethoven: Symfoni nr. 2