Bachs orkestersuiter

Faaborg, Espergærde, København, Viborg, Haderslev, Ribe og Mariager

Orkestersuiter med udødelige ørehængere

Datering af Bachs værker er ofte uhyre vanskelig, da de overvejende findes bevaret som udaterede afskrifter i andres hånd. I Leipzig fungerede både hans anden hustru, hans ældre sønner, hans talrige elever og særligt ansatte som kopister. Papirtyper, vandmærker og de enkelte kopisters håndskrift er centrale for datering. Bachs egen nodeskrift undergik betydelige ændringer, og forskellen på hans nøgler, fortegn, bjælker etc. kan bistå ved tidsbestemmelse. Men der er stadig langt til en fuldt dækkende værkkronologi.

Om datering af en lang række af hans mest elskede værker med orkester strides forskere stadig - er de til dels fra Köthen omkring 1720 eller fra Leipzig i 1730’erne? Blandt dem de fire orkestersuiter, af Bach kaldt ouverturer, på grund af den indledende “ouverture på den franske måde”, dvs. en statelig sats med meget skarpt punkterede rytmer efterfulgt af en fuga. Suiterne indeholder i hvert fald to af barokmusikkens mest slidstærke evergreens: Slutsatsen Badinerie (fransk for “spøg”) fra suite nr 2 i h-mol med en virtuos fløjtesolo er kendt fra talrige tv-serier; og anden sats, Air, fra suite nr. 3 i D-dur blev i en tysk violinists udgave for violin og klaver et veritabelt hit allerede omkring 1900 (siden kendt som "Bachs Air på G-strengen").
 

 

 

 

Program

J. S. Bach: de fire orkestersuiter
Suite nr. 4 i D-dur, BWV 1069
Suite nr. 2 i h-mol, BWV 1067
– – –
Suite nr. 1 i C-dur, BWV 1066
Suite nr. 3 i D-dur, BWV 1068

 
Podcast
Bachs orkestersuiter

Bachs orkestersuiter

Høre mere om Bachs orkestersuiter fortalt af Lars Ulrik Mortensen op til de kommende koncerter i april.