Lars Ulrik Mortensen 60 år

Lars Ulrik Mortensen

Lars Ulrik Mortensen 60 år

Af Nikolaj de Fine Licht, daglig leder for Concerto Copenhagen

Det er et meget specielt menneske, der fylder 60 år mandag 9. november 2015.

Det er nok velkendt for mange, at Lars Ulrik allerede som barn ikke kunne holde fingrene fra hjemmets klaver, og at han i sin ungdom spillede en periode i et rockband. Det er næppe heller ukendt, at Lars Ulrik i forbindelse med sine musikstudier ved Københavns Universitet faldt over en beskrivelse af en gammel type tasteinstrument, hvilket ledte ham frem til det instrument, han skulle komme til at udvikle en nærmest organisk forbindelse med - cembaloet.

Ved en foredrags- og debataften tidligere på året med titlen ”Museumsmusik eller barok'n'roll” på Køge Bibliotek i Forbindelse med Golden Days festivalen ”Important Shit” gjorde Lars Ulrik rede for sit forhold til den klassiske musikverden, som han som ung bevægede sig ind i, da han for alvor begyndte sin læretid som musiker på konservatoriet i København. Vi er i 70’erne, og ungdomsoprøret og hele den anti-autoritære bevægelse klinger endnu kraftigt. Lars Ulrik fandt hvad han identificerede som stivnede former, vedtagne dogmer og liden tolerance overfor anderledes tænkende i den klassiske musikverden. Jo dybere han satte sig ind i barokmusikken og begyndte at forstå den sammenhæng, hans ”nye” instrument - cembaloet - havde indgået i, jo mindre kunne han få det han fandt til at passe sammen med de vedtagne normer og regler, der omgav ham. Lars Ulrik blev på sin vis en ”oprører”; han førte det anti-autoritære oprør ind i den klassiske musiks verden og begyndte at stille velunderbyggede spørgsmål ved, om det nu også kunne være rigtigt, at tingene var på den måde, som ”man” sagde de var.

Lars Ulriks ”oprør” gjaldt ikke bare nogle fortolkningsmæssige finurligheder. Han var på sporet af, at 1600- og 1700-tallets musik så ud til at have indeholdt langt mere af de frie, improvisatoriske elementer, han kendte så godt fra rockmusikken, end samtiden lod forstå. Han blev mere og mere overbevist om, at ligesom en rock- eller jazzmusiker har optaget sin musiks teknik og udtryksformer i blodet og på dette fundament bevæger sig ud i en ”leg med musikken” sammen med kollegerne, lige sådan havde barokmusikernes omgang med deres samtids musik været præget af kreativitet, genbrug, ombrydning, versionering og improvisation. Og næsten al den musik fra barokken, vi kender idag, er da også lejlighedsmusik; den har været skrevet til bestemte lejligheder - verdslige såvel som kirkelige - og har kun været brugt én eller få gange. Så hvorfor skulle man idag - ca. 300 år senere - omgås med den med noget, der lignede berøringsangst?

Lars Ulrik var ikke alene med sit ”oprør”. I udlandet havde det stået på et stykke tid med koryfæer som Nikolaus Harnoncourt, Gustav Leonhard og Frans Brüggen, og i Danmark slog bl.a. cembalisten Jesper Bøje Christensen til lyd for, at vi måtte til at revidere vores opfattelse fuldstændigt af barokkens musik og måden, den skulle spilles på, hvis den ikke skulle forblive livløse, museale billeder.

Men Lars Ulrik ville mere end ændre opfattelsen af barokkens musik - han var også ”oprørt” over de former, som det klassiske koncertliv generelt syntes at være stivnet i. Og også her var han en del af en international bevægelse: man stillede i stigende grad spørgsmålstegn ved den uantasteligt ophøjede og ofte direkte selvfede atmosfære, der omgav (og til dels stadig omgiver) den klassiske musikscene med dens alvorstunge upperclass-events og -venues. Dette brokkeri syntes den etablerede klassiske musikverden naturligvis ikke om, og den svarede igen ved at ned- og latterliggøre disse ”opkomlinge”.

Lars Ulriks talent kunne imidlertid ikke ned- og latterliggøres. Han opholdt sig i længere tid i London, hvor han studerede hos og spillede med cembalisten Trevor Pinnock - også et af koryfæerne i ”den nye barokmusik”. I løbet af ikke ret mange år kom Lars Ulrik til at personificere netop det, han havde fundet i de gamle kilder: at leve og lege og improvisere med musikken på basis af en suveræn teknik og et ekstraordinært musikalsk talent. Som blev musikken skabt dér i øjeblikket. Lars Ulrik begyndte at være én, man ”ikke kunne komme udenom”, og han begyndte at vinde priser - for sit talent og for indspilninger med mere.

En del år senere, omkring år 2000, begyndte Lars Ulrik at indtage positionen som musikalsk leder for de fleste af barokorkestret Concerto Copenhagens projekter, og han fik hurtigt titel af kunstnerisk leder. I år 2007 blev Lars Ulrik tildelt Léonie Sonnings Musikpris for sin enestående indsats som musiker, som musikalsk leder og som inspirator - et modigt skridt hos bestyrelsen bag Léonie Sonnings Musikpris, hvis man betænker, at den ovenfor anførte status som ”oprører” i et meget traditionsbundet musikmiljø ikke lå så forfærdeligt mange år tilbage.

Lars Ulriks vej fra studieårene i London og de første indspilninger frem mod engagementet hos Concerto Copenhagen og den store musikpris går ad en vej, hvor han til stadighed dykkede dybere og dybere ned i et forhold til musikken, som ikke kan beskrives meget bedre end som ”organisk”. Hvad enten han spiller cembalo eller dirigerer - eller som det er tilfældet det meste af tiden: spiller og dirigerer samtidigt - er den oplevelse man har som lytter eller som musiker, at Lars Ulrik finder en vej, en kortslutning, ind i hjertet af musikken - eller måske på tværs af tiden og ind i komponistens hjerte - og går i direkte forbindelse med følelserne og intentionerne i de gamle noder. Det bliver tidløst. Det er faktisk kun en formalitet, at noderne blev kradset ned i al hast for ca. 300 år siden, Lars Ulrik bruger dem som ”manuskript” for sin beretning her og nu.

Denne organiske forbindelse med musikken giver sig udtryk både ”i det store” og ”i det små”.

Den kommer til udtryk i de helt store former, når Lars Ulrik står i spidsen for en fire timer lang Händel-opera på Det kgl. Teater eller en opførelse af Bachs h-mol messe i Ribe Domkirke. Jeg har så ofte overværet ham lede disse store projekter, og jeg kan stadig finde det næsten skræmmende så komplet og fuldstændigt sammenhængende Lars Ulriks musikalske udtryk er. Som et fint vævet tæppe uden huller i. Samtidig med at han akkompagnerer på sit cembalo. Man kan ofte ikke frigøre sig fra at sidde tilbage med fornemmelsen af at - ja, det var dét, der var meningen med det stykke musik. Det kan gøres anderledes, men det kan ikke gøres bedre - bedre i den forstand, at det kan ikke gøres på en måde, der bedre forløser musikkens allerinderste væsen i én stor, kompleks gestus.

Med ”i det små” sigter jeg først og fremmest til Lars Ulriks akkompagnement på cembaloet, det der i barok-fagsprog hedder ”basso continuo”. Basso continuo er et 100% improviseret akkompagnement på basis af en baslinie med nogle becifringer - meget lig den måde der akkompagneres på i jazzmusikken. I denne ”lille form” slår Lars Ulriks organiske forbindelse med musikken ud i lys lue, og har man lejlighed til at opfatte, hvad der ”produceres” på hans cembalo ved koncerterne med f.eks. Concerto Copenhagen, vil man blive slået af den enestående sans for og evne til at formidle det musikalske øjebliks følelsesmæssige vibration gennem harmonisering, brydning og timing og dertil en hel serie af andre subtile virkemidler. Og når jeg siger ”det musikalske øjeblik” implicerer det, at samme passage dagen efter med usvigelig sikkerhed vil blive akkompagneret og lyde anderledes, fordi - nå ja, fordi i går var jo i går, og idag er idag.

Lars Ulrik har medvirket på og stået i spidsen for mange indspilninger, heraf mange der er blevet rost til skyerne og har modtaget diverse priser, men egentlig kan han ikke lide at indspille. Også dette gjorde han rede for ved det ovenfor omtalte foredrag i Køge. Jeg har aldrig spurgt ham direkte, men jeg har en stærk fornemmelse af, at hvis Lars Ulrik kunne få det lige, som han helst ville, så ville han suse rundt og ”trykke den af” ved den ene herlige barokkoncert og -opera efter den anden og helst være fri for ”alt det andet” - indspilninger inklusive. Lars Ulrik er blevet en ”rebel” igen - nu på den måde, at al den snak om formidling, digitalisering og dokumentation, interaktive kulturevents, hurtigheden og pluralismen i samfundet og snakken om partnerskaber med institutioner, der som udgangspunkt ”ikke forstår sig på kunst”, det kunne han godt være foruden.

Tag ikke fejl - Lars Ulrik holder af at eksperimentere med koncert- og kunstformer - men der skal stå respekt om kunsten, og han og orkestret skal helst stå i centrum. Den stigende hurtighed, forfladigelsen og den evindelige fastfrysning og formidling af de musikalske øjeblikke via digitale medier er ikke hans kop the. Til gengæld spiller han lige så gerne i en mindre musikforening i Jylland som i Wiener Konzerthaus, og Lars Ulrik er ikke typen, der mener han skal bo på finere eller befordres mere komfortabelt end de øvrige musikere.

Som den der skal få butikken ”Concerto Copenhagen” til at løbe rundt i vor moderne verden føler jeg mig derfor ofte i et dilemma: samtidig med at jeg så inderligt godt forstår Lars Ulriks frustration over ”tidens tendens” - jeg er trods alt rundet af næsten samme tid som han - så er overlevelse idag lig med synlighed, og synlighed går via meget hurtige medier, virkemidler og former, der ikke levner megen tid til fordybelse.

Derfor kan man måske sige, at det Lars Ulrik og vi i Concerto Copenhagen fortsat prøver at skabe er disse øjeblikke af fordybelse, ophøjet ro og stor skønhed, som vi er fuldstændigt overbeviste om, at mennesker har brug for. Også idag - eller måske endda mere idag end nogensinde. Og vi søger at gøre dette med brug af det moderne samfunds kanaler og hurtige medier - uden at gå på kompromis med vores kunst. Lars Ulrik og Concerto Copenhagen ønsker at være i nuet og formidle musik til moderne mennesker. Desuden hjælper Concerto Copenhagen til i uddannelsessystemet og tager socialt ansvar, hvor det er muligt.

For nylig udkom Lars Ulrik og Concerto Copenhagens indspilning af et af vesteuropæisk musikhistories største musikværker overhovedet, nemlig J. S. Bachs h-mol messe, og snart udkommer en dobbelt-cd med Bachs koncerter for 2, 3 og 4 cembali, som afrunder et projekt fordelt på fire cd’er med alle Bachs cembalokoncerter.

Der er to små anekdoter at fortælle i forbindelse med den kommende dobbelt-cd med cembalokoncerterne:

Den ene er, at da Lars Ulrik i slutningen af 80’erne og starten af 90’erne studerede hos og spillede med Trevor Pinnock i London, inviterede Trevor Lars Ulrik til at medvirke på en indspilning af Bachs ”multi”-cembalokoncerter, og Lars Ulrik kom dermed til at spille 4.-cembalo i koncerten for fire cembali. Et vigtigt ”karriere-boost” for en ung, talentfuld musiker. Derfor har det været en stor glæde for både Lars Ulrik og Concerto Copenhagen at kunne tilbyde den samme mulighed i forbindelse med vor egen indspilning af de samme værker: på den kommende udgivelse medvirker det unge, lysende talent Marcus Mohlin netop som 4.-cembalist i koncerten for fire cembali. Og for at slutte ringen helt medvirker Lars Ulriks gamle lærer, Trevor Pinnock - nu som 2.-cembalist under Lars Ulriks ledelse.

Den anden anekdote er, at i arbejdet med redigeringen af optagelserne til cembalokoncerterne har de fire cembalister naturligvis haft lejlighed til at lytte til den første sammenklipning. Den slags afføder mange kommentarer og ønsker om rettelser, og Lars Ulrik har samlet alt dette og givet feedback både til kollegerne og til musikproduceren. Når man læser dialogen mellem Lars Ulrik og kollegerne, støder man naturligvis på kommentarer, hvor kollegerne beklager sig over steder, hvor de ikke er helt sammen eller ikke har helt samme opfattelse af udformningen af en given frase. Ikke få gange er Lars Ulriks kommentar ”lad os beholde det som det er, det viser at vi er mennesker.”.

Denne kommentar er nok meget typisk for den gamle ”oprører” Lars Ulrik Mortensen. Lars Ulrik ønsker at lave musik, der lever og blomstrer her og nu for så i næste nu at være borte. Lars Ulrik har indeni sig en nærmest ubegribeligt præcis forestilling om, hvordan musikken skal lyde - og det kan sommetider næsten komme til at stå i vejen for den nødvendige kommunikation mellem ham og bandet - men allerinderst inde ved han, at bliver det for ”fejlfrit”, er det ikke menneskeligt.

Jeg tror, at det blandt andet hænger sammen med denne - man kunne kalde det - utilpassethed til det moderne, hurtige og digitaliserede samfund, at Lars Ulrik på trods af de mange priser og hædersbevisninger ikke er mere bredt og mere alment anerkendt som den helt unikke kunstner, han er. Man kan måske med et billede sige, at Lars Ulrik ”sender og modtager” på en lidt anden frekvens end den, som det meste af samfundet og dets trendsættere og meningsdannere efterhånden benytter sig af. Det er en skam al den stund, at jeg vil vove at påstå, at Lars Ulrik er den største og mest unikke musikbegavelse i Danmark idag. Jeg ville ønske, at dette i højere grad gik op for samfundets bevilgende og bestemmende instanser.

Det er sandt, at Lars Ulrik ikke ”stryger folk med hårene”. Hans forsøg som dirigent for ”almindelige” symfoniorkestre endte brat med en udtalelse om, at det ville han i hvert fald ikke mere. Underforstået, Lars Ulrik lagde ikke fingrene imellem i sit forsøg på at få orkestrene til at bryde radikalt med deres vante måde at arbejde på, og det faldt utvivlsomt ikke i god jord. Et barokorkester er en anden størrelse.

Et barokorkester lever af og ånder aktiv medskaben, ”alertness” og indbyrdes kontakt. Alt og intet er til diskussion på samme tid. I Lars Ulriks direktion indgår stort set aldrig ”en tydelig ét’er”, altså en tydelig placering af et nedslag, for er der noget, Lars Ulrik ikke kan døje, så er det at musikken klippes op i accentueringer og stumper, hvorved den mister sin organiske sammenhængskraft, sin retning. Lars Ulrik giver impulser med hele sit kropssprog, og de trænede og vante musikere i Concerto Copenhagen ved, hvordan de omsætter denne energi i musik, der er kendetegnet ved at være netop rytmisk inciterende men aldrig fragmenteret og klippet itu. Faktisk skaber Lars Ulrik sammen med Concerto Copenhagen et rytmisk ”drive”, et ”groove”, som ikke noget andet (barok)orkester formår at gøre det efter. Ikke for ingenting er DR P2 Musiks live-optagelser af Concerto Copenhagens koncerter de mest efterspurgte i det internationale radiosamarbejde EBU og når pr. optagelse i gennemsnit 15 mill. lyttere verden over.

Fra institutionen Concerto Copenhagen skal der lyde et varmt til lykke med den runde dag med ønsket om mange års fortsat aktivt musikerliv.