Undertiden har man bare lyst til at kalde sine stykker for 'musik'

Undertiden har man bare lyst til at kalde sine stykker for 'musik'. Det er ikke altid indlysende at de skal hedde det ene eller andet

Af Karl Aage Rasmussen

For et par år siden henvendte Nikolaj de Fine Licht fra Concerto Copenhagen sig til mig med en forespørgsel om en bestillingsværk. Jeg var overrasket og straks interesseret, for det var åbenlyst usædvanligt at vores med rette succesombruste barokensemble ville spille nutidig musik - oven i købet helt ny musik af en, tør jeg vel tro, spillevende komponist!

I november 2011 kom Nikolaj og Lars Henriksson så til Rom, hvor jeg tilbringer mine vintre, for nærmere at drøfte mulighederne. De havde bestemt sig for et nyt værk for barokstrygere i kombination med den verdensberømte "Rascher"-saxofonkvartet. Saxofonen var ikke opfundet i barokken, så jeg var både tiltrukket og lettere bekymret: hvordan skulle disse to uhyre forskellige klangverdener optræde meningsfuldt side om side? Hvordan kunne afgrunden mellem de to instrumentgrupper blive et omdrejningspunkt, ikke et "problem"? Mange forbinder utvivlsomt saxofoner med jazz eller andre mere nutidige musikformer. Og i hvert fald ikke med barokstrygere eller med Bach, Händel og Vivaldi.

Stykket kom derfor i selve sit udgangspunkt til at handle om mødet mellem to forskellige klang- og tidsverdener. Også af den grund ville det ikke blive en solistisk koncert i traditionel forstand. De fire saxofonister er ikke solister, og orkestret er ikke en baggrund. Det er to grupper, der spiller med og mod hinanden, koncerterende, men ganske jævnbyrdigt. Værket var bestemt til at indgå i en samlet koncert med en række værker af Bach, men det indeholder ingen citater eller konkrete henvisninger til tidligere tiders musik, selve klangen af de to instrumentgrupper er i sig selv et tidsspejl.

Undertiden har man bare lyst til at kalde sine stykker for 'musik'. Det er ikke altid indlysende at de skal hedde det ene eller andet. Men titler kan være en slags døråbnere, når man skal opleve et stykke musik for første gang, og her endte jeg med titlen 'Concerto in Amber'. Samtidig med at jeg skrev stykket, arbejdede jeg på en bog om Gershwin (som udkommer på Gyldendal i november), og Gershwin berømteste værk er jo "Rhapsody in Blue". Koncerter kendetegnes ofte med deres toneart, som f.eks. Ravels "Koncert i G", og Gershwin opfattede utvivlsomt farven "blå" som en slags toneart, et stemningsindhold - "feeling blue" (som stemningen i en blues). Selv tænker jeg aldrig i farver, når jeg skriver musik, men tanken om rav, eller amber, som det hedder på engelsk, fascinerede mig, og titlen forekom mig tilpas mangetydig. Rav har en særlig karakter, en særlig patina, lidt i retning af antikviteter, og rav kan på forunderlig vis indkapsle tiden - som når et insekt i en klump rav er fuldstændig uberørt efter årtusinder. Gnider man på rav, udvikler det statisk elektricitet, altså energi. Og rav skal bruges, i bevægelse holder det sig blankt og skinnende, mens det opbevaret f.eks. i en mørk skuffe bliver mat og kedeligt. Rav har desuden en mærkelig vægtløshed, det vejer forbløffende lidt, og også den slags lethed vil man måske kunne genfinde i koncerten.

Læs mere om Karl Aage Rasmussen på www.karlaagerasmussen.com...

 
Hør optagelse

Concerto In Amber

Uropførelse 24. september 2013 af Karl Aage Rasmussens "Concerto In Amber" for saxofon-kvartet og barok-strygere skrevet til Concerto Copenhagen. Peter Spissky musikalsk ledelse. Live-optagelse ved DR P2 Musik.